Portræt

I anledning af kunstnerisk leder Tove Bornhøfts 60-års fødselsdag d. 18. juli 2016, blev følgende portræt trykt i flere danske dagblade.

Sanselighedens scenekunstnerinde fylder 60
Tove Bornhøft lyser op i landskabet af personligheder, som skaber anderledes scenekunst. Har man mødt hende, og har man oplevet en forestilling af Teater Rio Rose, er man ikke i tvivl om, at her er et lidenskabeligt passioneret menneske og en teaterbegavelse af de helt sjældne. Den 18.juli fylder hun 60.

Som kunstnerisk leder af Teater Rio Rose siden 1985, som instruktør og som skuespiller har Tove Bornhøft været ankerkvinde i og medskaber af nitten forestillinger. Forestillinger, som går direkte i blodet på publikum og bliver til uforglemmelige minder takket været deres fascinerende særegenhed og kompromisløse sammensætning af intim publikumskontakt, berusende sanselighed, æstetisk skønhed og elegance, stilfærdige toner, stiliseret enkelhed, flirtende humor og inciterende musik.

Teater Rio Rose forener poetisk lethed med tematisk tyngde i et kollektivt skabt udtryk, som befinder sig i krydsfeltet mellem teater, musik, billedkunst, dans og installation. Store eksistentielle spørgsmål bliver omsat til små dagligdags gøremål og slåskampe. Forestillingerne er på én og samme tid meget komplekse og yderst enkle. Teater Rio Rose er eksponent for en unik type tilgængeligt fysisk sanseligt 'kunstteater' fjernt fra forstandens snævre logaritmer; en slags 'folkelig avantgarde-teater'.

Eksistens, fremmedhed og det enkelte menneskes kamp for at finde sin plads og føle sig hjemme et sted har i alle årene været de essentielle temaer for Tove Bornhøft. Op gennem 1990erne og i de første år ind i 2000 var Tove Bornhøft medskaber af elleve forestillinger, som hun tillige spillede med i. Flere af dem som solospiller. Tove Bornhøft og Teater Rio Rose skabte i de år uvant og betagende teatermagi ved at lade sig undre og inspirere af fx østerlandsk filosofi og digtning, samiske eventyr og inuit kultur, Fluxus kunst og italiensk opera. Mange af forestillingerne var målrettet børn og unge. De spillede i årevis i Danmark og turnerede vidt omkring udenlands.

Op gennem 2000-årene udvider Tove Bornhøft sit felt til også at være autodidakt iscenesætter i de voksenforestillinger, hun fortsat ofte spiller med i og er konceptudvikler af. Kompetencer som ledelsesmæssigt overblik, kollegial empati, fabulerende fantasi, kunstnerisk tæft og evne til at optræde med præcision, charme og nærvær er en del af Tove Bornhøfts DNA. Og hun har udviklet og forfinet evnerne gennem årene. Lige siden hun i 1981-1985 i Odin Teater-regi via den internationale teatergruppe Farfa, som Iben Nagel Rasmussen stod for, blev uddannet som skuespiller. Til i dag, hvor hun holder fast ved og omgiver sig med dygtige medkunstnere og praktiserer en ligelig fordeling af mænd og kvinder i teatrets ansættelser.

Ingen temaer er for store og vanskelige til at blive taget op af Tove Bornhøft. Og intet udtryk er for lille eller enkelt. Blot det er gennemsyret af substans og ærlighed. Har humoristisk gnist. Bygger på interessante teatralske løsninger, som taler til en flerhed af publikums sanser. Og arbejder med mangfoldighed i den betydning, at forskellige etniciteter bliver skildret som almindelige danskere og ikke som stereotyper, og at eksempelvis bøsser, lesbiske og gamle bliver spillet som almindelige mennesker og ikke som klichéer.

I ”Blah, Blah, Blah” skildres den ensomme misbrugers livsløgne smerteligt præcist og underfundigt morsomt med hvirvlende flasker, næsehorn, nonsens og campingstole. I ”Himmel og Jord”kropsliggør tre performere i en form for lavmælt tragikomisk og sanseligt tableau-teater denvanskelige manøvre at finde den rette balance i livet. I ”Slagmark #1,2,3,4” bliver kærlighedsrelationer belyst gennem forskellige parkonstellationer i et udtryk, hvor små danske hverdagsoptrin finder sted på et gulv, der, fordi det er fyldt med blomster og ligner et mindested for de døde, giver associationer til tysk ekspressionistisk teater og Pina Bausch, hos hvem Tove Bornhøft i flere omgange også har indsamlet scenekunstneriske erfaringer.

I vandreforestillingen ”Verdensrum” bliver angsten for det fremmede iscenesat med smukke billeder og groteske tableauer. Shaun Tans tyste grafiske roman om det ensomme og tvangsforflyttede menneske transformeres i ”Ankomsten” til en fortryllende sammensmeltning af stemningsfuld visualitet og musikalsk vellyd. Og nyligst står Tove Bornhøft for både idé, iscenesættelse og scenografi i ”Udspring” - en uforfærdet modig og skævt-humoristisk skildring af en cirkustrup fyldt med artister, som er pinligt dårlige til at udføre de numre, de selv tror på og fremstiller som absolut verdensklassekunst.

Tove Bornhøft kommer vidt omkring på kloden med sit teater. Til dato har Teater Rio Rose turneret i i alt 18 lande. I adskillige vesteuropæiske lande og tillige i Polen, Ungarn, Kroatien, Rusland, Japan og Canada.

Gennem tiden er Teater Rio Rose og Tove Bornhøft blevet hædret med mange nomineringer og prestigefyldte priser. ”Haiku” og ”Se mig” vandt en Reumert i kategorien Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2000. ”Ta Ti Ting” blev nomineret til en Reumert i samme kategori i 2003. ”Haiku” blev nomineret i 2005 til den japanske Uchimura pris af Dansk ITI. I 2007 blev Tove Bornhøft præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg for iscenesættelsen af ”Blah
Blah Blah”. Året efter blev ”Slagmark#1” nomineret til en Reumert i kategorien Årets Store, Lille Forestilling. Og i 2015 nominerede CPH CULTURE Tove Bornhøft for hendes iscenesættelse af ”Ankomsten”, som Weekendavisen samme år nominerede som en af årets forestillinger.

Som konsekvens af det faktum, at Teater Rio Rose er et husvildt teater, et teater uden egne scenefaciliteter, var Tove Bornhøft en af initiativtagerne til Foreningen Scenekunstnere Uden Scene. Man kan ikke beskylde Tove Bornhøft for at skabe vanetænkt eller selvtilfredst teater. Som teatermenneske springer Tove Bornhøft aldrig over, hvor gærdet er lavest. Hun er vågent optaget af og engageret i sin samtid, fyldt med ideer, ambitiøs, perfektionistisk og en person, som lyttende giver plads til andre i de kollektivt skabende processer. Privat nyder hun livet med sin mand, skuespiller Jesper Christensen, og holder tillige meget af samværet med sine bonusbørn og sine søskende og deres børn.

Af Kirsten Dahl